Fra den fantastiske natur i Nationalpark Vadehavet og Tøndermarsken
På en 4-5 timers udflugt oplever du et helt unikt sted i Sønderjylland, et kulturlandskab med koge, grøblerender, diger og storslåede fuglelokation bag det Fremskudte dige.
Tøndermarsken besøges af millioner af trækfugle og er en stor naturoplevelse, både forår og efterår.
Du bør ikke snyde dig for en grupperundvisning på Højer Mølle - Nordeuropas største hollændermølle med kornmagasiner, møllerbolig, Tøndermarskudstilling og Møllehave. En hel særlig historie folder sig ud på møllen. På egen hånd oplever du også ved samme lejlighed Højers særlige byggeskik og smukke, restaurerede marskgårde.
Få kilometer fra Højer by mærker du historiens nærvær og betydning ved den gamle Højer Sluse med diget Højer-Siltoft fra 1861. Her går vi sammen med vores guide på gangstien over diget og nyder udsigten til havnens småbåde, fiskerhuse og idylliske miljø. Vi får fortællingen om sluser, saltvandssøen og Det fremskudte dige, hvor vi lidt senere fra toppen kan nyde den smukke udsigt over Vadehavet og Vidåslusen.
Du skal naturligvis også forbi grænsebyen Rudbøl, hvor der på en af marskstiens sløjfer venter en ca. 4,2 kilometer vandretur langs den dansk-tyske grænse, forbi Gammel Frederikskog og på ådiget fra 1930 langs Vidåen tilbage til Rudbøl på grænsen til Tyskland.
Tøndermarsken er et perfekt udflugtsmål for grupper med Vadehavsbureauet.